Samhandel med den offentlige sektor er underlagt forholdsvis skrappe regler, som de offentlige myndigheder skal overholde. I de fleste tilfælde, når man taler om udbudsregler, drejer det sig om de såkaldte EU-direktiver om offentlige indkøb. Overstiger et køb de til enhver tid gældende tærskelværdier, skal den offentlige enhed følge direktivernes detaljerede bestemmelser om udbud.
Reglerne for udbud skal dels sikre, at alle virksomheder har lige adgang til de offentlige kontrakter, dels pålægge den offentlige sektor at indkøbe bedst og billigst. Læs med i artiklen herunder og få helt styr på udbudsreglerne og vejledning om udbudsreglerne i forbindelse med salg til det offentlige.
Vi er den eneste virksomhed i Danmark, som er specialiseret i strategisk salgsrådgivning, der bidrager til hurtigere og bedre resultater på det offentlige marked. Læs mere om os, se vores cases og kontakt os for en dialog om, hvordan vi kan hjælpe dig med at vækste din virksomhed på det offentlige marked.
Udbudsreglerne gælder stat, regioner, kommuner og offentlige selskaber. De gælder for alle typer køb af varer, tjenesteydelser eller bygge- og anlægsarbejder. Reglerne gælder også, når en offentlig enhed vil leje eller lease varer, og når to offentlige enheder handler med hinanden. Man kan altså ikke bare give en kontrakt til nabokommunen uden at have fulgt udbudsproceduren først.
Udbudsreglerne, der finder stadig større anvendelse, udgør en af de helt store forskelle mellem privat og offentligt salg og opleves af mange virksomheder som den største barriere. Reglerne kan også volde det offentlige problemer, hvorfor vi finder det yderst relevant at tilbyde vejledning om udbudsreglerne. Der opdages ofte fejl i udbudsmaterialet, eller også ”glemmer” offentlige enheder at sætte en opgave eller et indkøb i udbud. Blandt private virksomheder er det en udbredt opfattelse, at udbudsproceduren er bureaukratisk, ressourcekrævende og nytteløs.
Mange virksomheder, som taber en udbudt opgave, har mistanke om, at vinderen alligevel er udpeget på forhånd. Så hvorfor spilde tid og penge på at udforme et tilbud efter EU-direktiverne, som kan koste op til en kvart million kr. at udarbejde? For det første skal det slås fast, at enhver tilbudsgiver kan klage over valget af tilbudsgiver og få efterprøvet påstanden i Klagenævnet for Udbud. Meget få virksomheder gør brug af denne mulighed, men ofte får indklageren ret i sin påstand om, at tilbudsgiverne ikke har fået lige behandling.
For det andet skal den private virksomhed ikke opfatte udbudsreglerne som en uoverstigelig forhindring på det offentlige marked. Udbudsproceduren er nemlig også en markedsføringskanal. Den må blot aldrig stå alene. Indsigt og relationer i den offentlige sektor skal sikre, at virksomheden forstår udbudsmaterialet og kan udforme det rigtige tilbud.
De mange detaljerede procedurer- og udbudsregler i de to direktiver gælder kun, når kontrakten har en værdi, der ligger over »tærskelværdien«. Der er forskellige tærskelværdier for statslige myndigheder, kommunale myndigheder, offentlige organer og forsyningsvirksomheder.
Udbudsmaterialet giver virksomhederne alle nødvendige informationer om, hvad opgaven går ud på, og hvilke betingelser der gælder for gennemførelsen af udbuddet. Udbudsmaterialet kan også indeholde et udkast til den kontrakt, som kommer til at gælde for opgaven. Hvis der stilles særlige krav til, hvordan opgaven skal udføres, skal de angives i udbudsmaterialet. Det kan for eksempel være krav til arbejdsmiljø eller sociale hensyn.